Forsinkelse af regnvand

Slagelse - Spildevand - Spildevandsplan - Forsinkelse af regnvand

Klimaet er under forandring. Mere og kraftigere nedbør med flere skybrud må forventes i fremtiden. Både havvandstand og grundvandsstand vil også stige i fremtidens klima. Perioder med langvarig regn presser også vandløb, og lavtliggende områder med hyppigere oversvømmelser til følge.


Det offentlige kloaknet i både by og land er forbundet til vandkredsløbet og vil derfor også blive presset af både kraftigere skybrud, perioder med langvarig regn, hyppigere stormfloder mv.


Det fremtidige klima stiller krav til regnvandshåndteringen i både det eksisterende kloaknet, samt ved nye større områder, der bebygges.

Byudvikling, nykloakering

Ved alle større nybyggerier, byudviklingsområder (bolig og erhverv) mv. i Slagelse Kommune er der krav om, at regnvandet forsinkes, inden det ledes til den offentlige kloak. For at begrænse mængden af overfladevand(regnvand) kan kommunen ligeledes have fastsat krav til, hvor meget området må bebygges og befæstes (fliser/asfalt, tagflader mv.).

 
I områder, hvor forsyningen udelukkende kloakerer for spildevand, skal regnvandet håndteres lokalt.

Eksisterende kloakerede områder

Ledningsnettet er meget omfattende og er etableret over en meget lang periode. Langt størstedelen af ledningsnettet er anlagt, i tiden før der var noget, der hed klimaforandringer.


Opgaven med at tilpasse ledningsnettet til fremtidens klima bliver omfattende og vil skulle foregå de næste mange år, i takt med at forholdene ændrer sig.

Hvis du vil vide mere

Nuværende og fremtidige kloakeringsforhold kan du læse mere om i gældende spildevandsplan for Slagelse Kommune og tillæg til denne.


Oplysninger om bebyggelse/befæstelse kan du finde i Slagelse Kommunes gældende lokalplaner.


 Du kan se mere information om forsinkelse af regnvand ved nybyggerier m.v. i Slagelse Kommunes gældende administrationspraksis.


Læs mere om regnvandshåndtering i vores klimamenupunkt.