Når spildevandet kommer ind på vores rensningsanlæg, gennemgår det en række forskellige renseprocesser, der opsplitter spildevandet i forskellige typer af brugbare ressourcer.
Det renses på tre måder – mekanisk, biologisk og kemisk.
Se film om, hvordan vi renser spildevand:
Den første mekaniske rensning er riste, der fjerner alle de store ting, som f.eks. klude, vatpinde, kondomer, og gebisser, der ikke burde være smidt i toilettet. Risteaffaldet bliver derefter brændt.
Næste maskinelle renseproces er sand- og fedtfanget (madolie m.v.). I bassinerne lægger sandet sig på bunden, og fedt samler sig på overfladen. Sandet vaskes og bliver blandt andet brugt i betonindustrien. Fedtet pumpes over på rådnetanken, hvor det sammen med gasserne fra nedbrydningsprocesserne bidrager til produktionen af biogas.
I den biologiske rensning spiser bakterier og små dyr alle de flydende stoffer i vandet som f.eks. urin, afføring, opløst sukker og andre madrester, rengøringsmidler og lignende. Det er en vigtig proces i nedbrydningen af stoffer, som ellers vil give iltsvind og fiskedød i fjorden, åer og vandløb, hvor det rensede spildevand ledes ud, når det er ført gennem en iltningstrappe.
Vi fjerner desuden næringssaltene fosfor og kvælstof, der ellers kan medføre en opblomstring af alger i fjorden, åer og vandløb. Når algerne dør, kan det også give iltsvind.
Bassinerne med bakterierne omdanner nitrat til frit kvælstof, der stiger op i atmosfæren, som i forvejen består af ca. 80 % frit kvælstof. Tilbage er nu slammet.
Næringssaltet fosfat bliver fjernet i en kemisk rensning med jernforbindelser, som binder sig til fosfor, så det lægger sig i slammet.
Renseprocesserne er nu færdige, og slammet er klar til brug som gødning på markerne, da det indeholder plantenæringsstoffer og fosfor. Et firma afhenter det hos os og bringer det ud til landmændene, som normalt bruger det som gødning efter høst.
Spildevandet bliver dermed til gødning og en række andre biprodukter, der kan genanvendes og derfor er vigtige ressourcer for samfundet.
Du kan også se en anden film om renseprocesserne på et renseanlæg i vores spildevandsmenu.