Ingen pesticider i vores drikkevand

Næstved - Klima & miljø - Ingen pesticider i vores drikkevand

Der er jævnligt historier i pressen om vandværker, hvis vand overstiger grænseværdierne for pesticidrester i drikkevandet. Hos Envafors tager vi forbrugersikkerhed meget alvorligt og screener løbende for pesticider i vores vand. Vi har 16 aktive vandboringer og to vandværker – Hjelmsøværket syd for Ringsted og Pindsobroværket sydvest for Haslev.


Der er i én vandprøvetagning fra én af de 6 grundvandsboringer til Hjelmsølille Vandværk d. 9. januar 2019 registreret rester af et pesticidstof, der hedder Mechlorprop, som er et tidligere udbredt ukrudtsmiddel, der minder om eddikesyre*. Det er ikke fundet i den samme boring (eller nogen andre boringer) sidenhen og var heller aldrig registreret der før denne ene dag. Vi har derfor en klar formodning om, at prøven på den ene eller anden måde er blevet forurenet.


Næstved Kommune er tilsynsmyndighed på området, og deres faglige ansvarlige vurderede lige som os dengang i 2019, at der var tale om en forurenet prøve og altså en fejl, da pesticidrester i et grundvandsreservoir ikke sådan kommer og går. Er det nået ned til grundvandet, vil det fortsat kunne måles i de efterfølgende prøver.


Under alle omstændigheder er der aldrig blevet sendt vand ud til forbrugerne fra Hjelmsølille Vandværk, der indeholdt pesticidet over grænseværdien, da vandet fra alle 6 grundvandsboringer blandes sammen inde på vandværket, så en eventuel pesticidrest fra den ene boring bliver så fortyndet, at vandet, der sendes ud til forbrugerne, ikke har indeholdt stoffet over grænseværdien.


Viser vandet i en grundvandsboring sig en dag rent faktisk at være blevet forurenet af pesticider, så vi ikke kan overholde de myndighedsfastsatte grænseværdier for drikkevandskvaliteten, vil denne boring naturligvis blive lukket og taget helt ud af drift, så den ikke længere kan levere vand til vores vandværker.


Forbrugerne på de knap 15.000 kundeforhold, som Envafors leverer drikkevand til, kan derfor trygt drikke deres vand med en viden om, at de har en vandkvalitet, der er helt i top.


Du kan altid finde analyseresultaterne af vores vandprøver i vores vandmenupunkt.


Hver gang vi tester for nye typer af kemikalierester i vores vand, skriver vi desuden altid om resulatet af prøverne i vores nyheder og i vores nyhedsbreve.


*Mechlorprop har siden 1. juli 1997 ikke været lovligt at anvende i Danmark andet end i meget små doser om foråret.