Som forsyningsselskab ejer vi som udgangspunkt kun kloakledningerne frem til skel. Alt fra skel og ind er grundejers ansvar og ejendom. Det gælder både ledninger, skelbrønde mv.. Disse er en del af ejendommens installation.
Alt arbejde på ejendommens afløbsinstallationer er derfor på ejers ansvar og regning og skal udføres af aut. kloakmester.
Hvis der ligger konkrete aftaler, f.eks. tinglyste bestemmelser, er det dem, der gælder.
Vi har nedenfor forsøgt at skildre følgende scenarier på ejerskab:
Ligger den private afløbsinstallation inden for skellet, har Envafors ansvaret for at vedligeholde den del af stikledningen, der ligger uden for skellet.
Det er dig som ejer, der har ansvaret for at vedligeholde afløbsinstallationen inden for skellet.
Ligger noget af den private afløbsinstallation inden for skellet, men der samtidig også ligger noget af den uden for skellet - f.eks. en rensebrønd, hvorpå der er tilsluttet et grenrør og en tagnedløbsbrønd på stikledningen uden for skelgrænsen - har Envafors ansvaret for at vedligeholde stikledningen fra den sidste brønd før hovedledningen.
Ligger noget af den private afløbsinstallation inden for skellet, men der f.eks. er et grenrør og en tagnedløbsbrønd monteret på stikledningen uden for skelgrænsen, har Envafors ansvaret for at vedligeholde stikledningen fra det sidste grenrør før hovedledningen.
I nogle tilfælde er byggemodninger udført som private ledningsanlæg.
Grundejerforeningen vedligeholder i de tilfælde det fælles private hovedledningsanlæg ind til skel ud til offentlig vej.
Når flere boliger er opført på samme matrikel (som ved andelsboligbebyggelser) vedligeholder Envafors hovedledning og stikledning ind til skellet.
Hvis du stadig er i tvivl, er du velkommen til at kontakte os.