Envafors har nu fundet den entreprenør, som skal forestå anlægsarbejdet, og vi går derfor snart i gang med udbygningen af fjernvarmenettet i ”Område 2025” i den nordvestlige del af Slagelse by.
Anlægsarbejdet opstartes sidst i april 2025 og vil forventeligt pågå frem til sidst i 2025.
Man kan se de forventede anlægstider for de forskellige områder på oversigtstegning på billedet nedenfor. Vi starter med udrulning af fjernvarmen i område 1 og slutter med område 3.
Beboere af ejendomme, som har tilmeldt sig fjernvarmen, vil få besøg af Envafors ved firmaet LK Group for fastlæggelse af traceet for fjernvarmestikket på jeres grund, placering af stikindføring og ventilbeslag eller fjernvarmeskab. I vil inden besøget modtage et brev med mere information om, hvad der skal afklares hos jer på dagen.
Når fjernvarmearbejdet er opstartet i jeres område, vil beboerne/ejerne af de ejendomme, som har tilmeldt sig til fjernvarmen, løbende blive kontaktet af entreprenøren for nærmere aftale omkring tidspunkt for udførelse af stikledning herunder information om arbejdets omfang.
Vi kan desværre ikke undgå, at det støjer, ryster og støver lidt, når entreprenøren arbejder. Det støjer, når der anvendes gravemaskiner, samt når jorden skal fyldes tilbage i udgravningerne, og det ryster, når jorden komprimeres. Der må i anlægsperioden forventes en del gener fra entreprenørens maskiner, opgravede kørebaner mm., men vi gør alt, hvad vi kan, for at minimere generne.
I forbindelse med fjernvarmearbejdet vil de trafikale adgangsforhold blive påvirket af anlægsarbejdet. Kørebaner vil være indsnævrede på strækninger, hvor der arbejdes, og enkelte steder kan det blive nødvendigt at omdirigere eller spærre for trafikken i perioder. På strækninger, hvor der arbejdes, vil der i berørte indkørsler blive udlagt køreplader.
Under udførelsen af fjernvarmearbejdet vil I med jævne mellemrum få tilsendt korte nyhedsbreve med information om arbejdets stade, en ajourført tidsplan for det igangværende arbejde m.m. i jeres område.
Nyhedsbrevene bliver kun udsendt til beboere, som har oplyst en mailadresse. Har du f.eks. ikke oplyst en mailadresse ifm. indgåelsen af kontrakten, eller ønsker du at modtage nyhedsbrevene vedr. fjernvarmearbejdet, kan du sende en mail
til fjvslagelse2025@envafors.dk, hvor du i emnefeltet skriver: ”Ønsker at modtage nyhedsbreve”.
Har du spørgsmål til det forestående fjernvarmearbejde, eller skulle der opstå et problem under udførelsen af fjernvarmearbejdet, bedes du sende en mail til fjvslagelse2025@envafors.dk.
Al henvendelse vedr. fjernvarmearbejdet vil skulle foregå på projektmailen fjvslagelse2025@envafors.dk.
Der bliver indkaldt til et borgermøde for hvert delområde. Indkaldelsen til borgermødet bliver udsendt på mail, så hvis du ikke har oplyst en mailadresse ifm. fjernvarmekontrakten, eller hvis du gerne vil vide noget mere omkring det forestående fjernvarmearbejde i dit område, skal du sende en mail til fjvslagelse2025@envafors.dk med følgende tekst i emnefeltet ”Tilmelding til borgermøde for område xx”. Du finder dit områdenummer på oversigtstegningen på billedet nedenfor.
Har du spørgsmål til ovenstående eller til det kommende fjernvarmearbejde som helhed, er du meget velkommen til at kontakte os.
Klik på billedet for at forstørre oversigtstegningen med den vejledende etapeinddeling for det kommende fjernvarmearbejde i Slagelse nordvest.