Nyheder
EBK Huse løb med Sydbank og Envafors’ Klima- & miljøpris
Slagelse - Nyheder - Liste med nyheder - EBK Huse løb med Sydbank og Envafors’ Klima- & miljøpris

EBK Huse løb med Sydbank og Envafors’ Klima- & miljøpris

11/11/2024

Ved fredagens Erhvervs Awards, der blev afholdt hos ZBC i Slagelse, blev Sydbank og Envafors’ Klima- & miljøpris uddelt som den første af aftenens syv priser til det lokale erhvervsliv. Prisen gik i år til EBK Huse, der i dag er en af landets største producenter af fritidshuse i FSC-certificeret, bæredygtigt træ.


De har opnået en CO2-reduktion på op mod 90 % ved at tage en energivenlig luft-til-luft varmepumpe i brug, benytte bæredygtige og genanvendelige materialer samt isolere husene 20-30 % bedre end kravet efter bygningsreglementet.


Det var filialdirektør i Sydbank i Slagelse Lars Fischer Rasmussen og administrerende direktør i Envafors Henrik Birch, der overrakte prisen, som udover et diplom og blomster bestod af et ”grønt bevis” i form af et træ til udplantning, samt en keramikskulptur af den britiske keramiker Lottie Venn, der for tiden er på arbejdsophold på Guldagergaard.


Til at modtage prisen var søskendeparret Dorte og Jesper Keinicke, der i dag leder virksomheden, som de har overtaget efter deres far Erik B. Keinicke.


Billede: (Fra venstre) Filialdirektør i Sydbank i Slagelse Lars Fischer Rasmussen, Dorte og Jesper Keinicke fra EBK Huse og adm. direktør i Envafors Henrik Birch.